Du er her: Start-åbningsside - Sorggrupper - breve fra deltagere i sorggrupper -1

 

Det var en stor udfordring for mig at beslutte, at jeg ville være med i sorggruppen. Det har været hårdt og grænseoverskridende at fortælle om tabet af min søn. Det, der har været mest grænseoverskridende har været at turde komme i kontakt med mine følelser og ikke helt vide, hvordan jeg ville reagere, f.eks. om jeg ville komme til at fylde for meget med min gråd.

Selv om det har været grænseoverskridende, og jeg har forsøgt at tænke på mig selv for at få det bedste ud af forløbet, så har jeg på intet tidspunkt følt, at det var for meget for jer. Dette har betydet ubeskriveligt meget for mig. Jeg har følt mig tryg, forstået og hjulpet. Jeg har også følt mig hørt, da mener jeg, at det har været vigtigt for mig at min historie blev hørt. Og I har lyttet.

Mine omgivelser, venner og familie havde meget svært ved at give plads til min historie, hvilket ofte gjorde, at jeg følte mig uforstået og var meget trist. Det har derfor betydet alt for mig, at I har lyttet.

Jeg er også taknemmelig for at have følt, at jeg hører til gruppen, og at der har været 100% plads for mig. Tak for det.
Tak også for, at jeg måtte høre om jeres sorg. Det har i mange henseender været en stor gave til mig, fordi det har hjulpet mig videre i min sorgbearbejdelse.
Ikke mindst, så har det også været rigtig hyggeligt at være sammen med jer på cafeen.
Tak til jer for al den omsorg og støtte I har givet mig.
Jeg ønsker jer alt det bedste på jeres rejse videre i livet.
Tak Anette for denne fantastiske mulighed og din guidning i hele forløbet. Jeg er imponeret over din professionalisme. Jeg er meget taknemmelig for at have mødt dig.

Kærlig hilsen