Kære Gruppe

Så kom dagen hvor jeg skal sige farvel til jer.

For 14 måneder siden kom jeg ind i gruppen. Jeg husker, at jeg satte mig i sofaen og græd fra jeg kom til jeg gik. Tårerne trillede konstant ned af mine kinder. Sådan var det, de første mange mandage. På et tidspunkt, kiggede du Anette på mig og sagde: Det bliver bedre. Jeg så på dig igennem de tårefyldte øjne og spurgte med tvivl i stemmen: Er du sikker? Du smilte og mens du sendte mig et kærligt og medfølende blik, svarede du mig med et stille: Ja! Den sætning - Det bliver bedre - har været mit anker i månederne der fulgte.

I dag kan jeg bekræfte, at du fik ret. Det er blevet bedre. Meget. Faktisk er jeg overrasket over, hvad min tid i gruppen har betydet for mig. Jeg troede at jeg ville være her et par måneder, for at bearbejde tabet af min mor. 12 klip - og så må den sag være klaret. Men jeg blev klogere. I sorgarbejdet kom jeg i kontakt med mange andre følelser og sider af mig selv, og via arbejdet med disse, føler jeg at jeg er blevet et større og rigere menneske.

Jeg har grædt mange tårer på grund af mit eget tab og min historie, men måske ligeså mange ved at høre jeres historier, der har rørt mig meget dybt. Jeres historier, har været med til at hele mig, og jeg siger tusind tak for jeres åbenhed og tillid til at dele jeres inderste. Gang på gang har de sat mange tanker og følelser i gang hos mig, og via dem, kunne jeg nogle gange se, at jeg lige kom en tand dybere ind i mig selv, eller mere ærligt kunne mærke, hvordan jeg i virkeligheden havde det og hvad det var jeg havde brug for at se på og arbejde med i gruppen.

Jeg glemmer aldrig de gange, hvor I sang børnesange for mig og for den lille pige i mit indre, som er blevet svigtet så meget.

Her i gruppen blev hun set, hørt, accepteret og elsket. Jeg har via jeres hjælp mødt hende, og jeg synes at hun er sød og dejlig. Jeg vil fremover gøre mit bedste for at lytte meget mere til hendes behov.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet bedre til at elske andre mennesker og føle sympati og empati. Jeg er begyndt at give flere knus og anerkendelser. Jeg rækker oftere hånden ud, for at få kropskontakt med et andet menneske, samt for at vise dem at jeg elsker dem, og jeg kan mærke at mit hjerte er blevet blødere, og mine øjne mere forstående og fyldt med ømhed. Det er en kæmpe gave som I har været med til at give til mig, og for det vil jeg sige jer tak.

Vi har holdt hinanden i hånden igennem de svære tider, vi har grædt sammen, vi har støttet hinanden og uddelt hundredvis af Kleenex. En del af mig er ked af, at jeg ikke længere kan holde jer i hånden, give et trøstede kram eller lægge en Klennex kærligt i jeres hånd. Og jeg vil savne kaffen og den obligatoriske bolle med ost, og på dage, hvor det har været ekstra hårdt - også den store kage, købt som trøst eller som erstatning for en sut.

Karen, jeg kan se hvor meget du elskede din mor, og hvor meget kærlighed der var mellem jer. Billederne du har haft med i gruppen, har vist det så tydeligt. Hun var meget smuk, og det har, på trods af sygdommen og hendes død, været nogle smukke og livsbekræftende billeder du har sendt rundt i gruppen. Tak for at jeg måtte få et lille indblik i jeres liv og historie.

Lene, din historie har gjort indtryk på mig. Det må have været et kæmpe chok for dig, da du pludseligt stod med Lars død i dine arme, men grunden til at din historie også har påvirket mig er, at jeg på den ene side kan mærke din sorg og smerte, og jeg kan så godt jeg nu kan, forsøge at sætte mig ind i, det du har oplevet, og det er meget hårdt, men på den anden side, har jeg ofte også siddet med tanker som: Whau, tænk at du har fået lov til at opleve kærligheden så dybt til et andet menneske, og med alle de oplevelser i har haft sammen. Det har virkelig været en livets gave.

Krestine, jeg ser dig som en 8 armet blæksprutte. For enden af hver arm sidder der et lille hjerte i din hånd som du så gavmildt deler ud til mennesker på din vej, som du elsker. Jeg er sikker på, at du er en fantastisk ven og støtte til de som er rundt dig.  Jeg håber, at du nu, for en tid, vil trække nogle af armene ind og omfavne dig selv, så også du får den kærlighed, støtte og omsorg som du har brug for.

Grethe, dig nåede jeg desværre ikke at lære at kende. Jeg håber for dig, at du vil føle samme glæde og berigelse ved at være en del af denne gruppe, som jeg har følt det. Gruppen har gang på gang været redningskransen, når jeg har følt, at jeg var ved at drukne. Gruppen har også været det frirum, hvor det var tilladt at komme og græde spandevis af tårer og syntes at livet var totalt uretfærdigt og meningsløst, og hvor andre forstod, hvorfor man lige nu følte det sådan.

Eva, der har under hele forløbet været et særligt usynligt bånd mellem os to. Vi har kunnet spejle os i hinanden, og vi har begge været udsat for så meget ondt i vores barndom af mennesker vi har elsket og stolet blindt på. Når du tillidsfuldt åbnede op, og fortalte om nogle af de ting som du har oplevet, så åbnede du, uden at du vidste det, også en dør ind til min fortid, og jeg kunne genkende de ord du brugte, eller de følelser du beskrev. Når du var så modig og turde lukke dig op, så motiverede du mig til at gøre det samme. Jeg tænkte ofte, hvis Anne kan og tør, så tør jeg også. Og det viste sig da også, at man kun blev mødt af kærlighed og forståelse fra gruppen. Jeg har set i dig en smuk blomst folde sig ud. Jeg håber, at også du kan se den.

Anette, første gang jeg kom til samtale hos dig, følte jeg, at jeg var kommet hjem. Jeg følte øjeblikkelig tillid til og respekt for dig. Tak for de mange vise ord og den professionelle omsorg. Din ekspertise har skinnet tydeligt igennem her i gruppen, og den har gjort mig tryg til at jeg turde vise sider af mig selv, fortælle historier og vise mine følelser. Du har givet mig et lys i hånden, så jeg har kunnet finde min vej igennem mørket.Tak for det.