Kære Gruppe.

Det er svært for mig at skulle skrive dette brev til jer. - På den ene måde føler jeg mig lettet over ikke at skulle komme her mere, men samtidig er jeg bange for at være alene med alle mine tanker og følelser.

Jeg har været utroligt glad for at være en del af gruppen. Jeg havde det meget svært i starten over at skulle komme bl.a. fordi jeg var den eneste mand dengang og samtidig var jeg skræmt og flov over min egen historie. Jeg havde hele tiden frygten liggende i baghovedet om, hvad I ville synes om mig. Har stadig svært ved at tale om nogle ting angående mig selv pga. den selv samme frygt.

Heldigvis har I alle sammen givet mig så meget, at jeg kun kan takke jer for at være, som I er. Vi har delt vores sorger og fælles triste historier indbyrdes i vores gruppe. Jeg synes, sammenholdet har været utroligt stærkt, og det varmer mit hjerte at tænke på. Når jeg tænker på, hvordan I alle har åbnet op og fortalt jeres historier, bliver jeg glad - ikke at misforstå med at jeres livshistorier har været lykkelige. Tværtimod - men mere med tanke på den tillid, I har vist mig ved at dele jeres tanker og følelser.

Jeg har det psykisk meget bedre, end da jeg startede i gruppen. M.h.t. til mors død har jeg fået det markant bedre. Nu kan jeg se billeder af hende og tale om hele sygdomsforløbet uden at blive så trist mere. Naturligvis savner jeg hende stadig meget. Det vil jeg sikkert altid gøre, men den dybe sorg, hvor jeg følte mig fortvivlet, forladt og helt alene er blevet lindret. Det er ikke så svært for mig mere at fejre jul, fødselsdage og alle de mærkedage, hvor vi alle mærker følelserne ekstra meget, naturligvis ligger det altid og lurer i baghovedet, men nu på en mere overskuelig måde.

Jeg har hele tiden haft det svært med at skelne imellem, hvad der var relevant for gruppen at tale om. - Hvad som havde med min mors død at gøre - og hvad ikke. Men med tiden i gruppen og med jeres tillid, har I vist mig, at jeg kunne åbne op for at masse svære følelser og tanker. Og I har alle gengældt dette.

Det, som har været kendetegnende for os er, at vi alle har følt os flove over vores historier. Følt os alene, bange for at være anderledes og forkert. Her i gruppen har I lært mig, at jeg er ikke alene, at jeg ikke er forkert og jeg føler mig nu mindre som en fejl. Vi har delt disse utroligt svære og triste følelser og med tiden er det langsomt blevet bedre. Jeg kan mærke, at såret, som Anette tit snakker om, er ved at blive helet. Det tager tid for os alle, men I har bidraget så meget til, at jeg har fået det bedre og jeg kan kun håbe på, at jeg har givet jer noget tilbage.

Jeg blev oprigtigt glad sidste gang, hvor vi sad på cafeen. I gav mig ros - og jeg blev faktisk så genert og følte mig lige lidt som en lille dreng, som har tisset i bukserne. I gav hver især udtryk for, hvor glade I havde været for, at jeg var i gruppen og var ærgerlige over, at jeg skulle stoppe - det gjorde mig meget glad. Jeg var nærmest rørt, da jeg kom hjem og meget påvirket af det resten af dagen.

Med disse ord vil jeg slutte mit brev til jer. Jeg håber, I forstår, hvor meget det har betydet for mig at komme i gruppen, og jeg takker jer for jeres tanker, forståelse, åbenhed og sammenhold. Det har været fantastisk at møde jer og jeg ønsker alle kun det bedste, som livet kan give.

Vi har grædt
Vi har grinet
Vi har talt
Vi har smilet
Vi har lyttet
Vi har delt
Vi har trøstet
Vi har sørget

Kærlig hilsen